tirsdag den 18. november 2014

Ragout De Lapin - Kanin ragout


Jeg kan lige så godt starte med at skrive - NEJ DETTE INDLÆG ER IKKE SPONSORERET!

Jeg har været så heldig at få disse to bøger af min kollega, begge bøger er fra Le Creuset - "Middelhavets Køkken" og "Hjemmebagt". Og da vi er begge er store fans af Le Creuset faldt de i meget god jord.

Vi har gasblus i vores køkken, og vi har efterhånden afprøvet en del forskellige typer gryder, men resultatet er altid det samme. Når de har været på blusset en gang, så har de slået sig, og er blevet skæve. Så når man rører i gryden, så står de og vipper. Det har vi ikke oplevet med disse støbejernsgryder, de koster selvfølgelig også "lidt" mere - men de holder!


Vi har tre støbejernsgryder, en 22 (3,3 L) cm, en 28 cm (6,7 L) og deres kasserolle, og så har vi selvfølgelig deres pandekagepande. Og med disse fire ting, der syntes vi at man er meget godt dækket ind.

Men tilbage til kogebøgerne, vores første valg gik på deres kanin ragout "Ragout De Lapin" fra "Middelhavets Køkken. Vi har stort set holdt os til opskriften, i opskriften skulle der bruges rosmarin, men vi kom hjem med timian. Og så havde vi en pakke bacon, og bacon har endnu ikke ødelagt en ret.

Denne ret kan helt sikkert anbefales, den smager bare super godt.

Vi lavede dobbelt portion, så derfor lidt flere kaninstykker på billederne.

Du skal bruge (2 pers.):
1 kanin
2 spsk. olie
1 lille løg
3 skalotteløg
2 fed hvidløg
2 spsk. dijonsennep
2 spsk. grovkornet sennep
Revet skal af 1 usprøjtet citron
2 spsk. hakket frisk timian
6 dl fed/sød hvidvin
400 g blandede svampe
3-4 dl piskefløde
1 pk. bacon i skiver
Salt og peber

Spaghetti

Sådan gør du:
Del kaninen i mindre stykker, og krydr dem med salt og peber. Varm olien op i en gryde, kom kødet i og brun det godt på alle siderne. Tag kødet op og læg det til side. Hak løg, skalotteløg, hvidløg og bacon groft og brun det i samme gryde i ca. 2 min.



Tilsæt de to slags sennep, og lad det stege med i 2 min. ved middelvarme. Kom citronskallen og den hakkede timian i gryden sammen med kaninkødet.
Tilsæt vin, og lad det simre i minimum 30 min. - gerne længere. Vores fik ca. lov til at stå i 60 min.



Rens svampene og skær dem i skiver, kom dem i gryden sammen med fløden, og lad det simre i 15-20 min. mere. Smag til med citronsaft, salt og peber. Tilsæt evt. mere sennep.

Kog spaghettien efter anvisningen på pakken.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...