Broholmeren Luna er her ikke mere

Det her er til dato det indlæg som har været sværest at skrive.

Mandag i sidste uge kunne vi se at Luna var lidt ved siden af sig selv, og hun virkede til at have lidt ondt i maven. Vi havde vinterferie så vi var hjemme, så ved middagstid ringede jeg til vores dyrlæge, og der fik jeg en tid kl.: 14:00.

Da vi kom op til dyrlægen, havde Luna fået det lidt være. Og dyrlægen syntes også til at virkede som om at det var maven det var galt med. Så Luna blev lagt på bordet for at få taget nogle røntgenbilleder, og der kunne de se at hun muligvis havde noget væske i bughulen. Men mens at hun lå der, så fik hun det markant dårligere, og hun endte med at gå i chok. Alt dette kunne også være symptomer på forgiftning, så vi fik fat på vores naboer for at hører om de evt. havde lagt noget ud. Men det var ikke tilfældet. Så dyrlægen stak en kanyle ind i hendes bughule, og der kunne hun trække noget blodigt væske ud, og så gik det ellers hurtigt med at få hende på operationsbordet.

Denne type godbid kan ikke anbefales.

Da de havde fået hende åbnet, fandt dyrlægen et hul på hendes tyndtarm. Så de fjernede et godt stykke af hendes tarm. Nede i tyktarmen fandt dyrlægen et stykke ko-klov (en godbid), som hun fjernede. Stykket var ikke mere en ca. 4 cm langt, så det var kun et stykke af kloven som hun havde slugt. Derefter skyllede hun bughulen så godt hun overhoved kunne, får at slå bakterier ihjel og for at tage evt. betændelse. Og så blev hun syet sammen igen.

Dagen efter operationen, der var hun selvfølgelig noget træt. Men om aftenen der ville hun da gerne have lidt at spise. Onsdagen gik også rigtig godt, der var det som om at det begyndte at gå frem af. Der ville hun rigtig gerne have noget at spise, og hun var da også på et par småturer ude i haven. Torsdag morgen der fik hun også en lille smule af spise, det var dog ikke så meget. Men i løbet af formiddagen, der begyndte hun at få det skidt igen, og der ville hun hverken have vådt eller tørt. Hun var også begyndt at kaste galde op, men hun havde jo heller ikke fået noget særligt at spise. Så torsdag aften der var vi oppe ved dyrlægen igen kl.: 21:00, og der var hun noget dehydreret og hun havde også fået feber. Så hun fik lagt et drop så hun kunne få noget væske, og det kvikkede hun også en del op af. Hun fik også noget mere smertestillende, da hun virkede til at være noget øm i maveregionen. Vi lavede så en aftale med dyrlægen om at komme igen fredag morgen kl.: 08:00.

Natten til fredag der holdt hun os vågne det meste af natten, da hun havde rigtig ondt. Da vi så kom op til dyrlægen, der havde hun det rigtig skidt. Så hun fik noget mod smerterne og fik lagt drop med væske. Og imens snakkede vi frem og tilbage med dyrlægen om hvad der evt. kunne gøres. Vi blev enige om at tage en blodprøve for at se hvordan hendes forskellige værdier lå, men vi kunne næsten ikke tappe blod fra hende - det løb rigtig langsomt. Så der kunne vi godt se at det ikke så alt for godt ud. Og da vi fik resultatet på prøve ganske kort tid efter, der var hendes forskellige tale også enten for høje eller for lave. Så der var hendes krop selv at sige stop. Så vi blev ret hurtige enige om at aflivning var det bedste.

Efter at hun var væk, stak dyrlægen en kanyle ind i hendes bug, og den var helt fyldt med blod og betændelse. Og det ville hun ikke kunne have kommet over. Så det var den helt rigtige beslutning som vi havde taget - Selvom at det var hårdt!

Men selvom at det var den helt rigtige beslutning, så mangler hun stadigvæk rigtig meget. Hun var en rigtig god hund, men det bedste sind man overhoved kunne ønske sig. Molly og kattene savner hende også rigtig meget, der bliver i hvert falde ledt efter hende. Vi havde desværre ikke taget Molly med op til dyrlægen, så hun kunne have været inde og se Luna efter at hun var væk.

Jeg kan godt forstå at dem der har prøvet at miste en hund, siger at så skal de aldrig mere have hund igen, for det er simpelhen for hårdt. Men de glæder der er ved at have haft en rigtig god hund, de fylder dog mere i mit sind, i forhold til hvor hårdt det er, at hun ikke er her mere. For f*** hvor er det dog hårdt!

Vores dyrlæge fortalt at det var anden gang, at hun havde måtte opererer den type "godbid" ud af en hunds tarm. Det stykke som blev opereret ud af Luna, da vi så det kunne vi se at mavesyren næsten ikke havde ændret det. Selvom at stykket ikke var særlig stort, så havde det rigtig skarpe og spidse kanter. Og Luna er ellers vant til at få BARF og rå knogler, så hendes mavesyre skulle man ellers tro kunne opløse det meste.
Så dem vi havde liggende tilbage i skabet, de blev smidt ud lige på stedet. Og vi vil aldrig anbefale den type "godbidder" til nogle.

Om vi skal have en Broholmer igen? JA - det kan i tro at vi skal. Vi kan ikke forstille os et liv uden en Broholmer. Så vi er også blevet skrevet op til en hvalp. Nogen vi måske syntes at det er tidligt, men vi er til at have 2 hunde, og Molly mangler virkelig en legekammerart. Og nej, det bliver ikke en erstatning for Luna, for der findes ikke to ens hunde. Og vi ved af erfaring, at en Broholmer hvalp, den kan man ikke lige få fra dag til dag. Så vi håber på familieforøgelse her i løbet at sommeren, og det er jo altid rart, at have noget godt at glæde sig til.

I kan ellers læse lidt mere om den fantastiske hund Luna HER.

Molly gjorde hvad hun kunne for at passe på Luna da hun havde det skidt.