søndag den 15. april 2012

Cheesecake med skovbærgelé


Her de sidste par dage har jeg været igang med at lave en cheesecake, og det er ikke noget som jeg har prøvet at lave før. Opskriften på selve kagen har jeg fra et udklip i et ugeblad og opskriften på gelé er fra Karolines.
Billedet er desværre noget dårligt, da det var en kage jeg havde med i byen, og jeg havde glemt at tage mit kamera med, så havde kun telefonen.

Til kagen skal du bruge:

Bund:
200 g digestive kiks
150 g smør

Ostecreme:
200 g hvid chokolade
2 past. æggeblommer
400 g flødeost, jeg brugte Philadelphia
½ dl piskefløde
2 past. æggehvider

Skovbærgelé:
200 g frosne skovbær
100 g sukker
2 dl vand
4 blade husblads

Sådan gør du:
Bund: Blendt kiksene helt fint. Smelt smøret og lad det afkøle lidt. Bland det sammen med kiksene. Tryk massen ud i en springform. Bag bunden midt i en 200 grader varm ovn i 10 min. Lad den blive helt kold, inden du kommer ostecremen oven på.

Ostecreme: Smelt chokoladen over vandbad og pisk æggeblommerne i. Tilsæt osten i klatter og rør det til en glat masse. Pisk fløden og æggehvider stive hver for sig. Vend først flødeskummet i chokolademassen og dernæst æggehviderne. Fordel cremen over den kolde kiksebund og sæt kagen tildækket i fryseren natten over.

Skovbærgelé: Kom bær, sukker og vand i en gryde og lad det koge i 10 min. Stil husbladsen i blød i koldt vand i 10 min. Purer bær blandingen igennem en sigte og kom den opblødte og vredne husblads i. Rør forsigtigt med en spiseske så husbladsen opløses. Der må IKKE komme luftbobler i! Når væsken er ved at stivne hældes den over kagen, og kagen stilles på køl indtil at den skal spises.
Det tager noget tid inden at væsken begynder at stivne, jeg var lige ved at opgive, men lige pludselig kunne vi se og mærke at der var ved at ske noget, så det er bare med at have "lidt" tålmodighed!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...